Kenni er vigtig voksen for Anna

Af Sarah Cecilie Boss, journalist

Jeg har aldrig tænkt, at nu bliver det for meget

Allerede efter et par måneder som matematiklærer for Anna ved Kenni Kromann, at der er noget galt hjemme hos Anna. Han kan se på hende, at hun er ked af det, når hun kommer om morgenen. Enten fordi hun græder, eller fordi hun er stille og mut. Og nogle morgener kommer Annas mor hen på skolen, meget ked af det, for at sige undskyld for en dårlig morgen.

Meget mere ved Kenni ikke, da han ringer til Annas mor dengang i 2. klasse for at sige, at han er bekymret. I dag er det fem år siden, og Anna er nu 13 år og går i 7. klasse. Og Kenni er i mellemtiden blevet ”Vigtig Voksen” for Anna, hvis mor har diagnosen borderline.

Det er en mulighed, de børn, der går i børnegruppe i Psykiatrifonden, har for at spørge en vigtig voksen omkring dem, om han eller hun vil have papir på relationen i den forstand, at begge skriver under på en aftale om at tale med hinanden om barnets liv og oplevelser med psykisk sygdom i familien. ”Faktisk er det fint at få sat en label på nu, hvor Anna er blevet ældre, for så kan jeg bedre forklare andre elever, hvorfor vi har den kontakt, vi har,” siger Kenni. 

Han underviser til og med 6. klasse og er derfor ikke længere matematiklærer i Annas klasse, men de taler stadig meget sammen på skolen. Under coronanedlukningen, hvor Anna har været til nødundervisning på skolen, har de fx spist frokost sammen hver fredag.

En klar aftale

Telefonsamtalen med Annas mor, Louisa, sætter en masse i gang. Louisa er åben og fortæller om sin diagnose og problemerne derhjemme. Og Kenni inviterer forældrene til et møde på skolen for at snakke om, hvordan de sammen bedst kan hjælpe Anna, der først efter det møde får at vide, at hendes mor har en psykisk sygdom. 

Efter mødet aftaler Kenni og Anna, at de lige siger hej hver morgen. Uanset om Kenni er i Annas klasse eller i klassen lige ved siden af. Har hun brug for at snakke, kan hun også sætte sig et bestemt sted ude på gangen. Det er et tegn til Kenni. Og samtidig er det ikke tydeligt for andre, hvorfor hun sidder der. ”Tit var fem minutter nok, så var Anna videre. I virkeligheden handler det mest om at lytte og vise, at man er der,” siger Kenni.

Bare et kram – eller en snak

En dårlig morgen er typisk en morgen, hvor Anna skændes med sin mor. Måske fordi hun ikke står op første gang, Louisa siger det.  Og hvor det hurtigt ender i ”dumme kælling”, ”fuck dig” og ”jeg hader dig”, og hvor Anna sommetider går hjemmefra i vrede uden at få morgenmad. Eller en morgen, hvor hendes far er mødt tidligt på arbejde, og Louisa ikke har overskud til at lave morgenmad.  

Da det er på sit højeste, har Kenni og Anna kontakt hver dag. Nogle gange har hun bare brug for et kram. Andre gange for en snak. Og andre gange igen er hun sulten og har brug for morgenmad. 

Brug for en pause

I klassen har Kenni og Anna aftalt bestemte ord, hun kan bruge, hvis hun har brug for en pause. Og sommetider sidder hun ved siden af Kenni og er ’hjælpelærer’, så tankerne kommer over på noget andet. I fritidsordningen aftaler Kenni med pædagogerne, at de ringer hjem og hører, om Anna kan blive længere de dage, hvor hun er trykket. Og i klassen tager de en snak om, at hendes mor har en psykisk sygdom. Alle har alligevel lagt mærke til, at der er noget galt, og for Anna er det også bedre, at de ved det.    

Kan jeg leve op til det?

Kenni har aldrig lavet aftaler med Anna om, hvor tit hun må tage kontakt. De ringer, sms’er eller taler bare, når hun har lyst. 

”Det er helt fint for mig. Har jeg ikke lige tid, siger jeg det bare, og så snakker vi senere,” siger han. Til gengæld har de lavet en aftale om, at han altid siger til hende, hvis han ringer til hendes forældre. Det har han gjort mange gange, når der er noget, hun er ked af. 

Det er især skænderierne med hendes mor og frygten for også at få samme sygdom, der fylder. Det har de talt en del om. ”Jeg har aldrig tænkt, at nu bliver det for meget. Men indimellem har jeg været i tvivl om, om jeg kan leve op til den tillid, Anna viser mig, og om jeg overhovedet har styr på det. For der er en masse dilemmaer, der ikke er noget enkelt svar på,” siger Kenni Kromann.

Min sygdom er hverken børnenes skyld eller ansvar

Annas mor Louisa siger om sig selv, at hun har en ”klingende, klokkeren borderline”. Følelserne er stærke, og vejen fra nede til oppe kan være kort og minebelagt. Ikke mindst for hendes børn. Men det ved Louisa godt, og hun har ét vigtigt mål: at være den forælder, hun gerne ville have haft. Derfor er hun åben og ærlig, og hendes børn må meget gerne tale med andre om det hele. De taler fx med Kenni Kromann.

Louisa er mor til to døtre, og hun er vokset op med forældre, der drak for meget. Hun fortæller i dag, at det betød mere, hvad naboen tænkte, end hvordan hun havde det. ”Jeg ville ikke have, at nogen skulle vide noget – og der var ingen, der hjalp mig med at forstå, at det måske kunne være godt at tale med nogen om det,” siger hun nu, mange år senere, hvor hun lever med det, som hun selv mener er regningen fra dengang.

”Jeg har en klingende, klokkeren borderline,” siger hun om sin egen diagnose, en personlighedsforstyrrelse, som man populært kalder ”borderline”. I bøgerne hedder det også ”emotionelt ustabil personlighedsstruktur, borderline-type”. Louisa fik først diagnosen som voksen, for seks år siden. 

Hver dag er en linedans

”Der er smæk på følelserne. Jeg har altid følt alting meget stærkt. Nu er det mere neutralt, efter behandlingen. Jeg har lavt selvværd. Min hjerne er nærmest indstillet på, at jeg er forkert, at jeg ikke er noget værd. Jeg føler, at hver eneste dag er som at gå på line. Nogle dage skal der ingen ting til, så tipper balancen, og hele læsset vælter. Hvis bussen fx kommer for sent. Så kan angsten komme og fylde det hele,” fortæller hun.

Der skulle ske noget

Louisa blev først udredt som 37-årig, og det skete efter en hård opbremsning: ”Jeg var ved at spejle min fars adfærd. Jeg var på nippet til at slå mine børn, fordi jeg følte, at jeg løb tør for muligheder. Det kunne jeg ikke byde dem. Og jeg var parat til at slippe dem, fordi jeg følte, at de var bedre tjent uden mig – som jeg havde det på det tidspunkt. Mine børn bliver som jeg, hvis de spejler min adfærd, så vi havde brug for, at der skete noget,” siger Louisa.

Min sygdom er ikke hemmelig

I stedet for at gå fra sine børn gik hun til sin praktiserende læge, og siden har hun haft stor gavn af DAT-behandling – dialektisk adfærdsterapi. ”Jeg prøver at leve efter devisen: at være den forælder, jeg gerne ville have haft. Og det er meget vigtigt for mig at sige – og leve efter – at min sygdom hverken er børnenes skyld eller ansvar, og den er ikke hemmelig. Hvis mine døtre har brug for at tale med nogen, så skal de gøre det,” siger hun.

Åbenhed og tillid er afgørende

”For os er det vigtigt, at Anna ikke skal aflægge rapport, når hun har talt med Kenni. Åbenhed og tillid er afgørende for os. Hun må godt få hjælp. Det er vigtigt,” siger Louisa, som ikke lægger skjul på, hvor stor pris hun sætter på Kenni: ”Jeg har altid været klar over, at Kenni accepterede os, blandt andet fordi vi var åbne. Han er et vidunderligt menneske. Det er en kæmpe hjælp, at Anna kan tale med Kenni,” siger hun.

Anna har desuden gået i børnegruppe i Psykiatrifonden, et gratis tilbud, hvor en samtalegruppe på otte børn mødes i to timer en gang om ugen i ti uger med en uddannet, voksen gruppeleder. Det tilbud kan du læse mere om her:

Ærten skal ud - ellers overtager den det hele

En stresset morgen eller et stort skænderi med hendes mor kan give 13-årige Anna en dårlig følelse af at have en lille, hård ært siddende i maven. Hvis hun ikke får talt med nogen, vokser ærten sig større og større. Og hvis hun ikke gør noget, overtager den det hele. Men når hun taler med sin lærer Kenni Kromann om de situationer, forsvinder ærten.

Annas mor har den diagnose, man populært kalder borderline. Det kan betyde, at følelserne er store og stærke, og en stresset morgen, hvor Anna skal i skole, kan blive til et skarpt skænderi, som Anna tager med sig i skole.

Men så taler hun med Kenni, og det hele falder ned på jorden igen. Også ærten. ”Det er rigtig rart, at han er der. Jeg kan komme ud med det. Han kender mig så godt, at han kan se på mig, når jeg har brug for en snak,” fortæller Anna. 

Bar på det alene

Da hun var mindre talte hun ikke så meget om det. Hun holdt det inde og bar på de mange følelser alene. Nu er hun blevet ældre og har gennem tiden talt meget med Kenni og med skolens trivselslærer.

Det får tankerne og følelserne til at lette fra hendes skuldre og gør det lettere at koncentrere sig om skolen og vennerne og om at være 13, snart 14 år. ”Det har virkelig vist mig, hvor meget det betyder at tale om tingene. Hvis jeg ikke havde gjort det, tror jeg, at jeg havde været et mørkt sted i dag,” siger Anna.